lørdag den 9. december 2017

Sådan koger du dit vand mest økonomisk

Kaffemaskiner og elkedler er rigtige spareapparater, der bruger kun halvt så meget energi som en gryde eller kedel på komfuret. Husk kun at koge den mængde vand, du har brug for.

Så meget energi bruger du til at koge 1 liter vand

vandkogning

Afkalkning er vigtig

Du bør afkalke kaffemaskine og elkedel med jævne mellemrum. For meget kalk øger energiforbruget, og samtidig tager det for lang tid at få brygget kaffen og koge vandet.

Brug termokanden

Hæld kaffen på en termokande i stedet for at holde den varm på kaffemaskinen. Kaffemaskiner produceret efter januar 2015 slukker eller går på standby kort tid efter, at kaffen er brygget færdig. 

torsdag den 5. januar 2017

5 hurtige spareråd

1. Køb et tørrestativ og tør tøjet udenfor, og spar CO2

Tørretumbleren kan være en dyr post på budgettet. Brug i stedet et tørrestativ udenfor. Hvis du fx hænger tøj til tørre tre gange om ugen i stedet for at tumble det, sparer du 200 kg CO2 og 750 kr. årligt. (Kilde: klima-basen.dk).

2. Spar energi, når du laver mad

Du kan spare el – og dermed energi – når du laver mad. Når du koger kartofler og grøntsager, skal det kun lige dækkes med vand. Så sparer du også tid, da der er mindre, der skal varmes op.


3. Brug den rigtige gryde

Gryden må hellere være for stor end for lille. For er gryden bare én centimeter for lille i forhold til kogepladens størrelse, kan det koste helt op til 20 procent i energisvind. Brug også eftervarmen på kogepladen. Sluk for blusset ca. 5 min. før tilberedningen er færdig, og udnyt eftervarmen.

4. Skru ned for opvaskemaskinen

Når du har fyldt opvaskemaskinen helt op, så vælg den lavest mulige temperatur. Den daglige opvask kan ofte klares ved 50-55 grader. Det kræver 10-20 procent mindre el end opvask ved 65 grader.

5. Tænd først computeren, når du skal bruge den

Omkring 10 procent af vores el-forbrug i hjemmet går til ingenting. Så meget strøm bruger tv, dvd, pc og andre apparater, når de står på standby-strøm. Så sluk på kontakten, og tænd først, når du skal bruge apparatet.